RACER

RACER
Træningen foregår på asfalt rundt i det smukke sydvestjylland, med udgangspunkt fra Oksbøl. Vi holder det sociale højt og der er plads til alle. Der hyggesnakkes undervejs, men kaptajnen har ofte planlagt forskellige intervaller eller skiltespurter undervejs på ruten. I intervallerne er der ikke krav om at alle følges, tværtimod. Til gengæld samles alle igen på aftalt sted og fortsætter turen i samlet flok.

På længere ture holdes der stop undervejs. Her kan man evt. spise en snack for at få fornyet energi.

Vi har en rullende kaptajnsplan, som betyder at mere erfarne ryttere på skift planlægger rute og aktivitet undervejs. På dagen informerer kaptajnen om ruten inden afgang og viser vej. Kaptajnen sikrer desuden at alle kommer med hjem og får en god tur.

Vi har aktuelt 2 hold der kører racer,
"Racer - A" og "Racer - B"

Racer A kører typisk 60-80 km på hverdage og 75-125km på søndage. Racer B kører typisk 50-70 km på hverdage og 75-125km på søndage.

A kører lidt mere intensivt og med højere hastighed. B kører ofte en jævn fart gennem hele turen.

Nogle gange annoncerer kaptajnen, i god tid, at træning henlægges til mere kuperet terræn f.eks. Vejle. Så arrangeres samkørsel i bil til Vejle hvor ruten cykles og derefter hygges inden hjemturen.

ÅBEN FOR ALLE
Alle er velkomne på racer holdene. Vores to racer hold kører med forskellige hastigheder, så der er også et hold der passer dig!

FORUDSÆTNINGER
Der kræves som sådan ingen særlige forudsætninger for at deltage. Eneste krav er at du kan møde op på en racercykel og ønsker at motionstræne sammen med holdet.

Det er dog et faktum at der er stor forskel på øvet og nybegynder når man kører racer. Er det sidst på sommeren og har du ikke cyklet racer før, så vil det nok føles som om de andre kører voldsomt hurtigt og tæt. I så fald kan det anbefales at tage nogle ture alene hvor du lige vænner dig til distancen, at sidde på cyklen og holde et godt tråd i pedalerne. Kan du køre ca. 40 km alene med et gennemsnit på 22-25 km/t så kan du sagtens deltage i klubtræning.

Er du interesseret og/eller har spørgsmål kan du kontakte Oksbøl Cykel Team ved at skrive/ringe til Jesper Bjerre Lauridsen på mobil: 42 55 65 64
(Ring helst mellem 16 og 17 – skriv når som helst)

Du kan også bare møde op ved Oksbøl Stadion på en træningsaften og køre med.

TRÆNING
Træning i hele sommersæsonen er tirsdag, torsdag og søndag med afgang fra Oksbøl Stadion.

Tirsdage kører både A og B hold.
Afgang fra Oksbøl Stadion kl. 17.30 begge hold

  • Racer - A, som kører 60-80 km
  • Racer - B, som kører 50-70 km

Torsdage kører både A og B hold.
Afgang fra Oksbøl Stadion kl. 18:00 begge hold

  • Racer - A, som kører 60-80 km
  • Racer - B, som kører 50-70 km

Søndage kører både A og B hold.
Afgang fra Oksbøl Stadion kl. 9:00 begge hold

  • Både A, og B kører 75-125 km   

VINTERTRÆNING (Racer/MTB/GRAVEL)

Gennem hele vinterperioden træner alle der ønsker at være med, på tværs af alle cykel-diciplinerne på MTB eller Gravel cykel, hver søndag formiddag fra kl 9.30 og 2-3 timer frem.

I 2023 kører vintertræningen fra 8. oktober 2023 til om med 10. marts 2024.

Der køres en rullende kaptajnplan, som betyder at erfarne ryttere skiftes til at planlægge en ny rute til hver søndag og på dagen sørger de for at vise vej og sikre at alle kan følge med og får en god tur.

Turene foregår på grusveje, småstier, strand og asfalt.